Ansvar

Følelsen af ansvar slog fuldstændig benene væk under mig, da min datter Lærke blev født.
Jeg var 21 år og havde knap nok fundet ud af, at tage ansvar for min egen færd!
Ansvarsfølelsen kunne vel strække til at møde på arbejde til tiden, cykle i højre side af vejen, samle lillebror op når han var faldet på fortovet og den slags, som man lærer af fornuftige forældre. Jeg havde ikke tænkt så meget over, at jeg skulle være mor. Maven voksede bare. Jeg arbejdede som servitrice og gjorde en sport ud af at balancere med porcelænet på maven. Tankerne var langt fra blevet "moderlige".

Så kom hun.

Det var fuldstændig overvældende. Et lille bitte væsen, som jeg skulle sørge for!! Det kan slet ikke sammenlignes med noget andet. Hun fyldte alt i mig og omkring mig. Når hun sov, skulle jeg hele tiden stikke hovedet helt ned til hende for at høre om hun nu trak vejret. Når hun skulle skiftes, var jeg bange for at brække de tynde ben og arme. Når jeg hængte tøj til tørre udenfor, lukkede jeg vinduer og døre op for at være sikker på at kunne høre hende.

 

Det blev hurtig klart, at jeg var iagttaget!
Jeg skulle være et eksempel for et andet menneske i handling og ord.
Det gik op for mig, at det at være MOR er en seriøs sag. Man bliver simpelthen nødt til at tænke sig om. Ta`ansvar!
Alle disse spørgsmål: ?Hva`er det?? ?Hva`er det?? hundredevis af gange. Det kræver et svar. Det forunderlige er jo så, at det på den måde er barnet, som får mig til at tænke over ting, som jeg aldrig før havde tænkt alvorligt over!
Hvad er vand?
Hvad er et træ?
Hvor kommer mælken fra?
Hvorfor må man ikke kigge på solen?
Hvorfor må jeg ikke spise naboens ærter?

Vi boede i en skurvogn på en mark. Vi havde så meget jord, at vi nemt kunne dyrke de grøntsager vi kunne spise. Men rundt om vores egen jord havde naboen sine marker. Det år hvor spørgsmålet kom ?Hvorfor må jeg ikke spise naboens ærter??, havde naboen sprøjtet ærtemarken 3 gange, og det var ikke med sæbevand!!
Da jeg havde svaret Lærke at de var giftige, kom naturligt spørgsmålet: ?Jamen hvem skal så spise dem?? Se det var et godt spørgsmål, men hvad var det gode svar?
Det er ikke blevet lettere med årene, at svare på dette, tværtimod bliver det vanskeligere og vanskeligere at forsvare.
For hvad er grunden til at vi forgifter vores børn og dernæst børnebørn?
Ikke nok med at vi forgifter den mad de spiser, vi forgifter også det vand de drikker og den jord de skal leve af – lige nu og altid.
Forklaringen på denne adfærd kan kun være fravær af ansvar!!!